Kreativitet og eksperimenter har altid været en drivkraft i mit liv som billedkunstner. Jeg arbejder med et bredt spektrum af materialer og teknikker – fra soft pastel og akrylmaleri til eksperimenter med blæk, kaffe og salt. Mine værker udfolder sig også i tredimensionelle collager, hvor dybde og struktur åbner for en legende proces, der får tiden til at forsvinde.


Siden december 2021 har jeg haft base i mit eget værksted på Højersgade 9 i Hirtshals. Her skaber jeg mine værker, afholder workshops og kurser, og inviterer til udstillinger af udvalgte værker. Mit værksted er en del af mit hjem og tilbyder en åben og inspirerende ramme, som alle er velkomne til at besøge - ring, skriv eller hold øje med flaget, hvis du har lyst til at kigge indenfor.


Som autodidakt kunstner har jeg opbygget erfaring og indsigt gennem kurser, kunstnerfællesskaber og linjefaget i billedkunst fra læreruddannelsen. Siden 2019 har jeg arbejdet som selvstændig billedkunstner og underviser, og jeg tilbyder kurser i alt fra soft pastel og akrylmaleri til eksperimenterende teknikker som blæk og kaffe samt 3D-collage. Mine kurser tilpasses altid til dine ønsker og niveau – uanset om du søger dyb fordybelse i en teknik eller inspiration til at udforske nye udtryk.


Jeg har desuden glæden af at udstille mine tegninger, malerier, collager og prints forskellige steder i Hirtshals. På Café BaWærk i Hjørringgade 9 kan du fordybe dig i mine collager, tegninger og prints, mens du nyder en kop kaffe, kage eller frokost. 

Du er altid velkommen til at tage kontakt


Har du spørgsmål, ønsker du at høre mere om mine værker, eller er du interesseret i at deltage i en workshop? Tøv ikke med at skrive – jeg glæder mig til at høre fra dig!